Hackefors blev grundlagt in Linköping i 1929 af handelsmanden John O. Nilson i samarbejde med Erik Reinhold Jyberg, der var formand på Karlskrona Porslinsfabrik. Samarbejdet var begyndt med en annonce indrykket i Svenska Dagbladet af John O. Nilson, hvor han søgte en organisator til opstart af et industriforetagende af enhver art. Jyberg, der tidligere også havde været ansat ved Rørstrand, ville gerne starte en porcelænsfabrik og kontaktede Nilson.
I august 1929 stod fabrikslokalerne klar i byen Hackefors udenfor Linköping. Jyberg tog en hel række håndværkere og porcelænsmalere med sig fra Karlskrona. En del af konceptet ved Hackefors' forretningsmodel var, at man i stedet for selv at have den omkostningsrige grundproduktion af porcelænet, så importerede man porcelænet som halvfabrikatat, hvorefter man dekorerede og glaserede det.
Nye porcelænsmalere på fabrikken havde en oplæringstid på seks uger, hvor de skulle udføre ulønnet arbejde før de blev anset for dygtige nok til at indgå i den egentlige produktion.
Fabrikken nåede i 1942 op på 150 ansatte.
Fra 1934 havde fabrikken nået et punkt, hvor den kunne finansiere at producere sit eget porcelæn. Denne egenproduktion pågik i 23 år indtil 1957, hvor man igen overgik til at importere porcelænet for selv at male det.
Samme år 1957 solgte Nilsons arvinger fabrikken og antallet af ansatte nåede ned på 30 svarende nogenlunde til antallet, den var startet op med.
Hackefors producerede i halvfjerdserne og firserne juleplatter, morsdagplatter og juleklokker. Derudover havde fabrikken også en produktion af æggebægre, kongeplatter og kongekrus for samlerforretningen Tonkin AB.
Fabrikken skiftede igen hænder i 1972 og i 1984 blev den som så mange andre svenske porcelænsfabrikker, som Gustavsberg og Rørstrand opkøbt af det finske Wärtsilä. Hackefors blev herefter opløst som selvstændigt selskab og blev en del af Rørstrand. Fabrikken i Linköping blev lukket og produktionen flyttet til Rørstrands fabrik i Lidköping.
I 2007 blev Hackefors-mærket overtaget af den nystartede porcelænsfabrik Lidköping AB, der idag fortsætter produktionen af Hackefors stel.