Om end mange nyder den klassiske og minimalistiske skandinaviske stil i deres hjem, får flere og flere øjnene op for dennes komplette modsætning, nemlig retro boligindretningen.
Retro i sig selv er en tilbagevendende trend i boligindretningsverdenen, som bygger på kulør, organiske linjer og så naturligvis en masse nostalgi. Her er der plads til de varme farver, personlighed og de finurlige detaljer, som danner rammerne til et spændende hjem, med massere af personlighed.
Hvad er retro?
Ordet retro dækker over hele indretningshistoriens fortid, men oftest skiller 1950’erne, 60’erne og 70’erne sig særdeles ud, som værende særligt retro. I disse årtier finder du mange dygtige kunstnere, som har kreeret smukke vaser, skåle, stel og andre pyntegenstande til hjemmet. Særligt kan der nævnes Nils Thorsson, Michael Bang, Elisabeth Selchau, Marianne Johansson, Bode Willumsen, Jørgen Mogensen og Beth Breven, som mange forbinder særligt med retro-stilens ånd.
Herudover er der også brands, som er særligt kendetegnet ved deres retro-produkter, heriblandt Søholm, Michael Andersen og Søn, Ipsen, Nittsjö, samt svenske Gustavsberg, som alle har produceret en masse samlerartikler som f.eks. platter, hvor især juleplatten fra 1975 og gratulationsplatten fra 1973 er smukke eksempler på netop dette.
Rørstrand er ligeledes en af de helt store retro-brands, som har produceret både platter, stel, æggebægre, krus og meget andet i retrostil. Gode eksempler på dette, kan findes i Rørstrand juleplatterne og i Rørstrand Mors dag-serien, hvor motiverne er baseret på den berømte svenske kunstner Carl Larssons malerier.
Også Arabia bør nævnes, da de i den grad har været med til at sætte den skandinaviske stil i 70érne bl.a. med deres serie af juleplatter, æggebægre, mv. i smukke brændte farver.
Hvis du hører til dem, der bliver helt blød i knæene ved tanken om retro stil i hjemmet eller er du bare nysgerrig, så læs med her.
5 tips til at bringe retro ind i dit hjem
1. Brug farver
Som allerede nævnt, er farver en væsentlig del af retro-stilen. – Og her er det især de varme farver, som dominerer! Stærke farver som gul, orange og rød, men også olivengrøn og blå forbindes ofte med retro, især hvis du skaber kontrast ved at kombinere pangfarver med f.eks. brændte jordfarver. Der findes nemlig ikke noget der skriger retro boligindretning mere end kontrastfarver i boligen.
Vælger du en stærk farve, så vær tro mod den. Bland ikke alle de stærke farver sammen, da det hurtigt kan blive rodet og ganske enkelt for meget. Her kan et trick være, at de stærke farver tilføjes gennem pynt og nips, mens at de støre møbler i din indretning er i mere neutrale farver.
Du kan ligeledes benytte pastelfarver, men her skal du passe på med at disse ikke er de eneste farver du benytter. Sæt en enkelt pangfarve ind mellem de sarte farver, igen for at skabe kontrast.
2. Bring de bløde former frem
En af de helt store kendetegn fra især 1970’erne er de bløde silhuetter, som udspringer af den mere afslappede livsstil fra 1960’erne og frem. Til trods for at være i stor kontrast til det kantede, traditionelle look, som prægede næsten alt forhenværende klassisk design, blev silhuetterne mere bløde og cirkulærer fremfor stive og formelle. De bløde former er derfor et rigtig godt sted at starte, hvis du ønsker at bringe lidt retro ind i dit hjem!
Heldigvis findes der et hav af forskellige måder at bringe bløde former ind i indretningen, og det behøver ikke kun være gennem større møbler. F.eks. kunne det være i form af retro lamper, en smuk plattevæg eller med vaser og krukker i stentøj, keramik og fajance.
3. Øje for detaljerne
Ligegyldig hvilken stil, du indretter dig med, så ligger det hele i detaljen. – Det er nemlig heri, at du kan skabe stemning! Der er masser af ting, du kan bruge til at skabe den helt rigtige stil og stemning med, f.eks. små porcelænsfigurer eller vaser og skåle i farvet glas.
Om du går på jagt efter retrodetaljerne i genbrugsbutikker, på loppemarkeder eller hos os, bør du altid være opmærksom på kvalitet og brugbarhed. For selv om nogle af dine fund vil være af tidløst design og kvalitet, kan du også støde på indretningsgenstande, som til trods for at have det helt rigtige retro-look ikke har helt samme kvalitetsstandard og derfor bære præg af at være mange årtier gamle. Men bare rolig, fordi kvaliteten skal være høj, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det skal være dyrt at købe retro. – Du kan sagtens finde mange smukke retroting til billige penge!
4. More is more
Du kender måske udtrykket “Less is more” (Mindre er mere). Men det udtryk kan du godt glemme, når det kommer til retro! Retro handler nemlig om at fylde hjemmet op med mangfoldighed og personlighed via et overskud af interiørgenstande. Fyld dit hjem op med alle de rette nipsgenstande, vaser, lamper puder og nostalgiske objekter, så det i sidste ende afspejler hele din personlighed i al dens herlighed.
5. Vær modig – Originale ideer skaber rammerne
Det kan virke som lidt meget… - Ja, måske endda ret uoverskueligt. Alle de mange farver, materialer og mønstre der skal komplimentere hinanden, hvordan kan det da lade sig gøre? Men svaret er faktisk ret simpelt; du skal slippe bekymringerne fri og lade legen overtage. – For kun sådan kan retro boligindretning lykkes.
Afprøv din indretning og se, hvad der fungerer bedst. Vær ikke bange for farvekombinationer, mønstre og former. - Det er en del af stilen, at rummet i figurativ forstand er højlydt, travlt, og måske endda lidt mærkeligt. Alt sammen på den mest personlige, livsglade og befriende måde.
Det er de vilde valg, der vil resultere i det komplette retro-look – Så vær modig og hop ud i det. Vi er sikre på, at du vil få skabt et smukt hjem!
Søger du mere inspiration til boligindretningen?
Gå ikke glip af gratis tips og masser af GODE tilbud - Læs mere her eller tilmeld dig nedenfor!
DPH Trading
Løkkegravene 49
5270 Odense N
CVR-nr.: DK61086013
Følg os på de sociale medier: