Hvad forskellen på fajance og porcelæn er, er et ofte stillet spørgsmål. Og det er et godt spørgsmål! Og hertil er svaret, at den store forskel på de to ligger i den produktionsmetode, som bruges til at producere de to typer keramik.

Både fajance og porcelæn er glaseret stentøj. Det vil sige, at man først brænder selve den formgivne keramiske masse og derefter dypper den i glasur, hvorefter man brænder den igen, så glasuren sætter sig. Porcelæn er dog brændt ved en højere temperatur end fajance og er kittet tættere sammen end fajance. Begge bliver ofte bemalet inden glasuren kommes udenpå, så malingen ligger under glasuren. Det ses dog også, at porcelæn er bemalet over glasuren.

Fajance og porcelæn adskiller sig fra almindeligt stentøj ved at være brændt to gange og ved at være vandskyende, hvor stentøj absorberer en smule vand i sig.

Kendetegn til at skelne

Der er en række fysiske kendetegn, som du kan bruge til umiddelbart at skelne mellem fajance og porcelæn. Når porcelæn bliver slået an, så giver det en metallisk klokkeagtig lyd, men fajance giver en dump lyd, der kan minde lidt om hård plastik. Dette kommer af, at porcelæn ved den højere brændtemperatur og materialesammensætningen er kittet strammere sammen. Det gør samtidig, porcelæn og fajance også føles anderledes, når man holder det.

Yderligere kan lys gennemtrænge porcelæn, men ikke fajance, så hvis man holder porcelæn op foran en lyskilde, der er stærk nok, vil man kunne se lyset gennem porcelænet, mens fajancen forbliver uigennemsigtig.

Et andet kendetegn, der adskiller fajance og porcelæn fra hinanden er farvekombinationerne på underglasursmalingen. Fajance er ofte meget rigere farvedekoreret end porcelæn. Dette kommer af, at porcelæn brændes med glasuren ved en højere temperatur end fajancen, hvorfor mange farvematerialer bliver ødelagt af temperaturen. Det er derfor, man så ofte ser porcelæn blåmalet, da dette farvemateriale kan tåle de høje temperaturer.

De porcelænsfigurer og porcelænsstel, der har flere farver, er malet over glasuren. Overglasursmaling har dog den ulempe, at farverne meget lettere slides af, hvilket også er årsagen til, at underglasursporcelæn holder sig pænt meget længere. I dag har nye brændingsteknikker og ovne gjort, at man har en større farveskala til underglasursporcelæn end tidligere.

På grund af forskellen i brændingen af henholdsvis fajance og porcelæn har der også historisk været en stor forskel i omkostningerne ved at producere de to. Fajance har været det langt billigste at producere på grund af de lavere brændingstemperatur, der skulle opnås. Derfor har fajance ofte været brugt til dagligdags brugsgenstande.

Fajance får også oftere krakeleringer i glasuren og følgende misfarvninger i overfladen med alderen, mens porcelæn holder sig bedre over tid. Så porcelæn bliver mindre påvirket af tidens tand.

Porcelæn er stærkt syre- og alkalibestandigt, stærkt isolerende og trykfast, men dog ikke stødsikkert. Derfor har porcelæn også være brugt til isolering i elektriske systemer.

Historiske forløb

Porcelæn og fajance har meget forskellige historiske forløb og udviklingsforløb. Porcelæns historie er bedst kendt. Det opstod i Kina omkring 700-tallet og var op indtil 1700-tallet kun i produktion i Østasien. Under Ming-dynastiet (1368-1644) var porcelænet en stor eksportvarer. Dette sluttede dog, da produktionsmetoden blev kopieret i Saksen i Tyskland, hvorefter den europæiske porcelænsindustri opstod. Porcelæn har sit navn fra det italienske ord porcellana, der er skallen fra en søsnegl, pga. porcelænets lighed med disse skaller.

Fajancen har en noget mere kompliceret historie end porcelæn. Fajance er ikke et entydigt ord og der er to forskellige grupper af stentøj, som navnet er gældende for.

Klassisk fajance opstod helt tilbage i Assyrien, Babylonien og Ægypten og spredtes gennem Perserriget. Det kom til Europa gennem Grækenland og Italien. Dette tidlige fajance var egentlig blot glaseret stentøj, der ved hjælp af glaseringen blev uigennemtrængeligt for vand. Forskellige typer af glasering opstod i tidens løb, men grundlaget for navnet fajance kommer fra produktionen af fajance i den italienske by Faenza, der førte til navnet fajance.

I dag forbindes ordet fajance dog mere specifikt med stengodsfajance, som blev udviklet i England i 1759 af Josiah Wedgwood og herefter spredte metoden sig til det øvrige Europa og blev det, som vi i dag betegner som fajance. Produktionen forgår meget lig porcelæns med en hvidglødende masse, der køles og bemales og efterfølgende påføres en glasur. Det adskiller sig fra porcelæn ved en lavere brændingstemperatur og at materialet ikke er kittet så fint sammen som porcelænet.

Den mest kendte danske producent af fajance er Aluminia Fajancefabrik.