Engle fra Royal Copenhagen og Bing & Grøndahl
Både Royal Copenhagen og B&G har produceret adskillige figurer af engle i porcelæn og flittigt bliver taget frem sammen med resten af julepyntet hvert år. De små engle pynter både på juletræet, i vinduet eller på selve julebordet. Engle er symbol på fred og fordragelighed, hygge og varme. Englene har en vigtig rolle i den kristne jul og de er for mange selve indbegrebet af jul.
Bing og Grøndahl engle"Heavenly Music"
I 1995 introducerede Bing & Grøndahl de første figurer af engle i deres musikalske serie Heavenly Music. B&G porcelænsenglene er 9 cm høje og produceret i hvidt porcelæn med ansigter i bisquit og guldbelagte vinger. Med til englene hører et guldbånd, så de kan hænge på juletræet og tillige stå på julebordet, i vindueskarmen eller lignende. Der udkom to engle hvert år og serien består i alt af 12 stk, som udkom fra 1995 til 2000. Til sammen udgør de smukke engle fra Bing og Grøndahl et lille orkester med forskellige instrumenter. I 1995 udkom Bing & Grøndahl engel med horn og Bing & Grøndahl engel med violin. I 1996 kom engel med guitar og syngende engel og i 1997 engel med fransk horn og engel med bratsch. B&G engel med saxofon og engel med mandolin udkom i 1998 og engel med harmonik, samt engel med tamburin kom i 1999. De sidste engle i serien udkom i 2000 og forestiller engel med klarinet og engel med harpe. Heavenly Music englene er designede af kunstneren Bruce Reines.
Bing & Grøndahl / Royal Copenhagen Årets Englebørn
I 2004 udkom de første to figurer i serien Årets Englebørn. Serien er produceret af Royal Copenhagen, men med Bing & Grøndahls fabriksmærke i bunden og den udkom frem til 2010. Hvert år udkom der to nye figurer i serien, en pige og en dreng. De små søde englebørn spiller, synger og pynter op til jul med blomster, julehjerter og julestjerner. B&G figurer af Årets Englebørn er designede af kunstneren Sven Vestergaard.
Royal Copenhagen engle figurer
I 2006 lancerede Royal Copenhagen en serie bestående af fire porcelænsengle med violin, harpe, blomsterkrans og nodepapir. Royal Copenhagen englene måler 9 cm i højden og er designede af Sven Vestergaard.
Royal Copenhagen har også udgivet en serie af fajance engle med instrumenter, som minder meget om Bing & Grøndahls Heavenly Music engle.