Royal Copenhagen bedsteforældre platter
Fra 1998 til 2003 udgav Royal Copenhagen en serie platter med motiver af børn og deres bedsteforældre i gang med forskellige gøremål. Serien er designet af den populære kunstner Sven Vestergaard, som har designet både figurer og platter for Royal Copenhagen.
Motivet på den første Royal Copenhagen Bedsteforældre platte viser en dreng på fisketur med sin bedstefar. Drengen sidder på åens bred og er dybt optaget af sit fiskeri, mens hunden iagttager ham opmærksomt (samtidig med at den passer på madkurven). Imens tager bedstefar sig et hvil med piben i mundvigen.
Den anden Royal Copenhagen platte med bedsteforældre viser en bedstemor med sit barnebarn på skødet mens hun fortæller en historie. Motivet skildrer den varme og tryghed de fleste børn forbinder med deres bedsteforældre. Mens forældrene til tider kan have travlt med job, har bedsteforældrene ofte mere tid til at være sammen med børnene. Motivet med bedstemor i gyngestolen er måske ikke helt tidssvarende, men selve historielæsningen er noget vi alle kan relatere til. Med tæppet under stolen, omgivet af en masse legetøj, og bedstemors strikketøj på bordet ved siden af stolen, får Sven Vestergaard mange detaljer med på sin Bedsteforældre platte 1999. Han formår endda at få vist et billede på væggen eller måske er det en Royal Copenhagen flise med silhouet?
Tredje platte i Royal Copenhagens serie af platter med bedsteforældre viser en pige med sin bedstefar i haven, hvor de er i gang med at så. Bedstefar sidder på hug med sin skovl og giver gode råd, mens pigen er i gang med at vande en kasse, som hun netop har sået. Måske har de sået karse, måske har de lagt blomsterfrø eller måske har de sået gulerødder? Uanset afgrøde, vil kassen snart begynde at spire, hvis den bliver passet med både vand, varme og lys.
I 2001 er motivet på Bedsteforældre platten fra Royal Copenhagen en bedstemor og hendes barnebarn i køkkenet, i gang med at bage småkager eller små kringler. Den lille pige ælter på livet løs dejen i skålen, mens bamsen ser på. Foran parret ses en plade med kager, samt en kagerulle, en mindre skål og en kande. På væggen i bedstemors køkken hænger en gammel æbleskivepande. Ingen købte æbleskiver kan måle sig med dem lavet fra bunden, men efterhånden som det kniber med tiden og mange køber sig til æbleskiver i stedet, bliver de gamle æbleskivepander ofte brugt til dekoration med blomster osv. i.
Femte Royal Copenhagen platte med børn og bedsteforældre fra 2002 viser bedstefars værksted - et sandt paradis for en nysgerrig dreng. Drengen ser opmærksomt til mens bedstefar er ved at lægge sidste hånd på deres fælles anstrengelser med at lave en sæbekassebil. Drengen står med en pensel i hånden og malerbøtter for sine fødder, hvilket vidner om at bilen snart er klar til sin første køretur. I baggrunden hænger bedstefars store sav, som de har brugt til at skære bredderne ud i de korrekte størrelser, og hans gamle høvlebænk med høvlen stående klar til brug.
Den sidste platte i Royal Copenhagen serien af porcelænsplatter med bedsteforældre skildrer fodringstid i hønsegården. Den lille pige med sin bedstemor er i gang med at fodre hønsene fra et fad med korn. Den store hane holder sig til for at få først, mens hønerne og deres små søde kyllinger er lidt mere tålmodige. Bedstemor holder et vågent øje med scenariet og passer på æggene, som hun står med i en kurv i hånden. I baggrunden ses hønsehuset, hvor hønsene holder til om natten i sikkerhed for ræven. Fodringstid er den sidste platte i Sven Vestergaards og Royal Copenhagens platteserie med bedsteforældre.