Bing & Grøndahl jubilæumsplatter i anledning af verdens første juleplatte
Den første femårs jubilæumsplatte er prydet af motivet fra den første juleplatte fra 1895 med titlen "Bag den frosne rude", hvorfra beskueren har udsigt over nogle af Københavns prægtige bygninger såsom Runde Tårn, Børsen og forskellige kirker.
Hver B&G jubilæumsplatte er forsynet med teksten 1895 Juleaften og derefter jubilæumsåret - for eksempel 1895 Juleaften 1925. Tekstens placering variere afhængigt af motivet, så den kan både være placeret foroven og forneden, men altid i midten af platten.
Bing & Grøndahl 100-års jubilæumsplatte
I 1995 fejrede Bing & Grøndahl 100-års jubilæet for udgivelsen af den første juleplatte i 1895 ved at udgive to jubilæumsplatter. I lighed med de foregående jubilæumsår, udgav fabrikken den 5-års jubilæumsplatte, samt en helt speciel platte på 33 cm. Motivet på platten er inspireret af motivet på Bing & Grøndahl juleplatten 1995, som igen har hentet inspiration i den allerførste platte i 1895.
Begge platter viser et vue over Københavns Tårne. Flere af bygningerne på platten fra 1995 ses også på platten fra 1895, men der er også kommet nye til og i forgrunden ses indgangen til Tivoli. Den store jubilæumsplatte gengiver motivet fra juleplatten 1995, men med et tættere perspektiv, så vi kan se familierne på vej gennem indgangen. Motivet er smuk indrammet af grangrene med levende lys og kogler. Platten er designet af Jørgen Nielsen, som har stået bag Bing & Grøndahl juleplatten siden 1993.
I 1995 blev der ligeledes udgivet en utrolig smuk platte i farver med titlen "Solopgang over København". Også her ses Københavns Tårne mens solen er ved at stå op i horisonten bag dem. Dette giver et helt specielt lys og tårnene spejler sig smukt i det blanke vand som er farvet gyldent af solens skarpe stråler. Jubilæumsplatten adskiller sig markant fra de øvrige jubilæumsplatter, som er holdt i den karakteristiske blå farve, og de stærke farver giver platten et fantastisk udseende.