Bing & Grøndahl mindeplatter med konger
Bing & Grøndahl har i flere omgange vist sin støtte til det danske kongehus ved at udgive platter i anledning af glædelige begivenheder indenfor kongehuset. I forbindelse med Dronning Margrethe II's tronbestigelse den 14. januar 1972, udgav fabrikken en platte i hvid porcelæn dekoreret med Dronningens monogram i guld, omkranset af Dronningens valgsprog: Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke. I forbindelse med Kong Frederik den niendes død, udgav B&G en tilsvarende platte med hans fødselsdato og dødsdato.
Også de udenlandske kongehuse er blevet mindet på B&Gs mindeplatter. Der er produceret en serie af porcelænsplatter i kongeblå med en flot blondekant i hvid og motiver af nordiske konger gennem 1000 år. Nogle af motiverne er dekoreret med en fin guldstreg, andre er kun i hvid. I anledning af den engelske Prins Charles og Lady Dianas bryllup, blev der også udgivet en flot mindeplatte fra Bing & Grøndahl med motiv af dem begge set fra siden omkranset af en fin bort i kongeblå.
Bing & Grøndahl Kongesamlingen
B&G har endvidere udgivet en smuk serie som afbilleder de danske konger gennem tiderne. Serien består af tolv platter i farver, designet af Ivan Falkenberg. Alle platterne er omkranset af en bred bort i brune og blå farver med fire cirkler, hvori hver konge eller dronnings regeringstid er indgraveret, samt deres monogram. Bing & Grøndahls Kongeplatter er 23 cm i diameter.